Asbæk logo
Henrik Have
HENRIK HAVE
GENIET MÅ IKKE DØ!
LÆNGE LEVE DRONNINGEN!
14. - 25. marts 2006


"Ambulare: Hjemkomsten", akryl på masonit, 125 x 125 cm., 2006

GENIET MÅ IKKE DØ! LÆNGE LEVE DRONNINGEN! Henrik Have fylder 60 år samme dag som ferniseringen på hans separatudstilling i Galerie Asbæk.

Her viser han nye malerier, der som altid rummer lidt af tegningens lethed. Indfald der omsættes i tilsyneladende spontane bevægelser med farven. Et prunkløst maleri, hvor trivielle genstande såsom en trillebør eller et skab får deres helt egen poesi.

Have har gennem de sidste fire årtier været en markant skikkelse i dansk billedkunst og litteratur. Altid i sit helt eget spor.

Han er maler og digter - i nogle perioder mere det ene end det andet. I 1970'erne opgav Have helt maleriet. Men med opkomsten af "det vilde maleri" i 80'erne, hvor maleriets potentiale blev udfordret på ny, begyndte han at male igen.

Henrik Have bevæger sig i sine malerier ubesværet fra det helt konkret sansede: en stol, et bord, et træ udenfor hans vindue - til et mere abstrakt niveau med litterære og filosofiske referencer. Nogle gange som inskriptioner skrevet med blyant i motivet. Andre gange blot i form af titlerne, hvor poeten Have ikke fornægter sig.

Værkerne rummer en stærk centrifugalkraft, hvor forskellige elementer hvirvles ind og ud imellem hinanden i et formsprog, der både er figurativt og abstrakt. Hans malerier fremstår som ejendommelige mentale billeder. Fysiske objekter i rummet og indre tilstande glider sammen på en sådan måde, at adskillelsen imellem den indre og den ydre verden synes at forsvinde.

Siden begyndelsen af 1970'erne har Henrik Have drevet forlaget Edition After Hand, som gennem årene har udgivet adskillige "artist books" og publikationer af eksperimenterende karakter. Her iblandt nogle af Haves egne digtsamlinger, men også værker af bl.a. Per Højholt og Henrik Bjelke samt en række fælles-kunstneriske projekter med blandinger af poesi og billeder.

Henrik Have bor det meste af tiden i den vestjyske landsby No. Og det er fra dette "No-mansland" hans verden udgår. Haves 60 års fødselsdag markeres imidlertid i København – med nye malerier.



Dansk version English version

 
 Kunstnere
 Udstillinger
Tidligere udstillinger
 Info
 Udsmykninger


TOP