- En udstilling af Eli Benveniste -

EGO tager det moderne verdensbillede for pålydende. Intet mindre.

I den moderne fysik er Tid en dimension på lige fod med Længde, Bredde og Dybde. Einstein samlede de fire dimensioner sammen under den fælles betegnelse Rumtid.

Accellererer man et legeme i rumtiden, vil legemets masse vokse, når hastigheden (viljen) bliver stor nok. Denne fysiske kendsgerning bruger Eli Benveniste i sit billedhuggerarbejde. Derfor fremtræder hendes skulpturer ikke som naturalistiske afbildninger. De er ude af proportion. Forstørrelsen af en hånd udtrykker da håndens viljeshandling. Derved giver hun os et værk, som både har  billedhuggerarbejdets klassiske kvaliteter og samtidig placerer os i det moderne verdensbillede.

Vi ikke får lov at glemme, at vi befinder os på den anden side af 1916, hvor relativitetsteorien så dagens lys.
 

Skulpturen EGO er for meget.

Den udtrykker præcist, og helt ned i den finest modellerede detalje, egoets natur, som er ”altid at være alt for fuld af sig selv.” Så fuld er EGO af sig selv, at den må læne sig ud af sig selv. (Blandt andet i den sorte skulptur, som er modelleret ud fra en skygges omrids.)

Med sin selvbevidste overvældende kærlighed omslutter egoet alt. Det omslutter med  sin berømmelse, sin sethed. Dets massive selvbevidste overfyldthed fører over i dets udslettelse. Ego véd dette.

Ego må sælge ud, finde noget helt uden for sig selv for at overleve. Må blive en ikke-selvbevidst.

Dét sker når Ego fejrer bryllup med instinktet. Frem for alt i søvnen. Mennesket er sådan konstrueret at det ikke er herre over, hvad det drømmer. Samme udligning forekommer i parforholdet og i meditativ fordybelse.

 
Egoet må pr natur gå under, og det er meget interessant, for vores egen kristne fortælling – altså dén før det moderne verdensbillede – handler jo netop om, at én person, Kristus, vælger at dø, for at vi andre kan leve.

Det kaldes Udvikling, at forstå Mennesketilværelsen på den planet, som har været flad, og senere rund med syv himle over sig i et uendeligt verdens rum.
Dette rum er nu, i moderne fysik, defineret som ”endeligt, men uden grænser” i teorien No Boundary Proposal.

I vor kulturs grundfortælling, og i mange andre kulturers, hænger egoet for enden af en vægtstang. I den anden ende af vægtstangen er gud. Gud opretholder og begrunder jeg´et. Uden gud intet jeg.
 

Det praktiske moderne verdensbillede er ateistisk i dén forstand, at flere og flere landes lovgivning reelt ikke er funderet på antagelsen af en gud.  Vi må da spørge om EGO er helt alene med sine egne tanker i den moderne opfattelse af verden.

 
Benveniste rækker os vore egne kroppe tilbage som svar. Vi husker, hvad vi ofte glemmer, at vi virkelig selv ér til stede i samme Rumtid som skulpturen. På den måde henvender en billedhugger sig ubesværet til alle. Noget der ikke er beskåret vanskeligt forståeligt forfattere.

Venus tyngde, legemlighed er så bevidst påtrængende, at jeg er på nippet til at snuse ind for også at mærke duften af mennesket. Blidt ankommer vi til den kendsgerning, at vort følelsesliv, i dets uhyre modsætningsfyldte sammensathed (bemærk Venus samuraiblik), fra naturens hånd er beregnet på at skærme os fra det uforståelige verdensrum.

Den rene konceptkunstners præsentation af en ide, ville næppe kunne føre os så vidt.

 
Linjen føres videre ved det iboende spørgsmål: Giver vores blotte tilstedeværelse i dette videnskabens rum os noget fingerpeg om, hvad vi bør gøre?
Det tema behandles i Benvenistes film ET SPØRGSMÅL OM EMPATI, som vises i kælderen. Vi har alle et vist ansvar for, hvad menneskeheden foretager sig med vor planet. Derfor er det alles anliggende at finde ud af, hvordan vi gør det rigtige, mener hun.

Digtervennen Henrik Nordbrandt er af den opfattelse, at vi kan finde ud af at gøre det rigtige, også hvis vi ikke tror på en gud. Man må håbe, han har ret.
 
Er Ego, jeg´et, sjælen, selvet og hvad vi ellers vil kalde det, noget der bare ér – helt fra starten af livet? Nej ikke nødvendigvis. Filosoffen Ole Fogh Kirkeby fortæller hvorfor i sin bog ”Selvet sker”. Det oldindiske ord for Hånd og Bevidsthed er ét og det samme. – Jeg´et bliver til ved kroppens handlinger, og findes dermed ikke før fødslen. Det samme kunne gælde for Meningsgiveren (gud) i den anden ende af vægtstangen.

 
Med dette problem arbejder en anden Venus skulptur med titlen ”It´s gonna be all right”. Den drejer om sin egen akse, og har påmalede  Alcubierre striber, som illuderer, at hvis et legeme skal passere ind i en anden dimension, og det gør det ved at bevæge sig med en hastighed, der er større end lysets, så er dette legeme nødt til at skabe sin egen lokale rumtid. Sit eget aftryk omkring sig.

Og jeg gætter på, at det er det, der menes med de sorte gummirelieffer, som viser os aftryk af en krop.
 

Men i hvilken opfattelse af begrebet Rum? For der må nødvendigvis være forskel på, om det finder sted i det rum, hvor Zeus og Thor lever oppe bag en af himlens skyer, eller om vi befinder os i Rumtiden, hvor universet har en bestemt udstrækning.

Hvor finder vi det symbolsprog, som kan hjælpe os? God kunst kan sammenbinde ting, som ikke kan sammenbindes i den synlige verden. ”Den kan binde det høje C fast til bagagebæreren på en cykel”, fortalte filosoffen Eric Klawonn mig i 1976.

Disse spørgsmål vækker udstillingen i mig, der er dens gæst.

 
Jeg kommer da til at tænke på, at man i gammel tid akkumulerede alle et samfunds gode kvaliteter i monarkens symbolværdi. Nu da demokratiet er blevet en realitet, kan man afskedige lederen hvert fjerde år. Kan denne dualitet i samtidig fastholdelse og fornyelse føre os videre? Eller er vi i en helt anden model?
 

Måske er det sådan, at i vor tid kan de gode kvaliteter akkumuleres i kunsten, som samtidig kan vise os, hvordan vi gør det rigtige. Og i stedet for at finde et symbol (en gud), som uundgåeligt vil blive misbrugt, er det som Benveniste siger: ”Det rigtige gør vi, ved ikke at gøre det, vi ved er forkert.”
 

Gad vide om det var det, de mente i oldtiden, da de sagde: ”Træd aldrig over en vægtstang.” Og: ”Efterlad aldrig dit aftryk på det leje, hvor du sov.”
 
Sam Fleischer