|
Doris Bloom: Slægt, 130 x 150 cm., olie på lærred, 2005 |
Med udstillingen Chronology of Bloom 06 præsenterer Doris Bloom en serie nye malerier, der er kulminationen på flere års udforskning af "identitetens geografi".
I disse malerier afsøger Doris Bloom den nordiske identitet, som hun selv er blevet en del af, efter at hun i 1976 flyttede fra det sydafrikanske apartheid-samfund til Danmark. Her er den blå farve for første gang blevet fremtrædende ligesom hun har indfanget lyset og den høje himmel i hvad der i det medfølgende katalog beskrives som "et dæmpet epos om enheden af kulde og varme".
I sit hidtidige arbejde har Bloom ofte fulgt sine erindringsspor og beskæftiget sig med individet i forhold til det universelle. Hun har balanceret mellem det absolut hudløse og selve den menneskelige overlevelse og har bestandigt søgt ind til de forskellige kulturer vi har kodet ind i selve kroppen.
Det selvbiografiske behandles usentimentalt i værker, der reflekterer over forholdet mellem den individuelle skæbne og den store historie.
Dette perspektiv træder tydeligt frem i et 7 meter langt maleri, hvor historien synes at være rullet ud som en monumental horisontlinje. Her er Adam og Evas uddrivelse fra Paradiset side om side med halvnøgne solbadere, Napoleon, børnetegninger, biler på en trafikeret motorvej osv.
|
Fra performancen "Den grænseløse krop" ved ferniseringen i Galerie Asbæk |
Alt sammen elementer i et dramatisk landskab, hvor forskellige tider og steder flyder sammen i et turbulent forløb, der sætter fokus på selve civiliseringsprocessen. Og som viser menneskets skrøbelighed.
Fernisering med performance
For at markere at udstillingen repræsenterer et vendepunkt - en opsummering før nye veje følges - udfører Doris Bloom ved ferniseringen i Galerie Asbæk en performance: Iført sin engelske kostskoledragt vil hun konkret krybe "under huden" på en nyslagtet ko.
Koen spiller både en central rolle i hendes personlige mytologi og konkret i den nordiske kultur. Samtidig afspejler den kroppen og det organiske som modsætning til systemer og kulturer. Kunstneren møder dyret under dets cyklus fra den græsser på marken til den ender som mad.
Synkront med denne performance, som
Bloom udfører kl. 17, lader hun to vinduespudsere polere galleriets store vinduesparti ud mod Bredgade - med rytmiske bevægelser, der minder om dem, hun selv bruger når hun skaber sine billeder.
Titlen Chronology of Bloom 06 refererer både til forfatteren James Joyce's notesbøger "chronology" og til Doris Blooms fiktive navnefælle Leopold Bloom – hovedpersonen i Joyce's Ulysses som med sine fødder ikke blot satte spor, men malede hele sit liv op, skridt for skridt.
Udstillingen ledsages af et katalog med tekst af Martin Zerlang.