Martin Asbæk Projects
|
"The Veiled One", olie/spray på lærred, 76x60 cm., 2005 |
Med årets første udstilling indtager
Martin Asbæk Projects midlertidigt stueetagen i Bredgade. Galerie Asbæk har nemlig udlånt lokalerne ovenpå til MAP, som her præsenterer
Cathrine Raben Davidsens seperatudstilling PENELOPES WEB.
Cathrine Raben Davidsen (f. 1972) er allerede en markant skikkelse i sin generation af kunstnere. I Martin Asbæk Projects præsenterer hun tegninger og malerier. Fortrinsvis portrætter af unge kvinder og ynglinge, som på én gang virker historiske og vældig nutidige.
Klassiske figurer fra kunst– og litteraturhistorien bliver fortolket i Cathrine Raben Davidsens værker, som også er inspireret af mere alternativt billedmateriale: snapshots, modetegninger, italiensk Vogue.
Raben Davidsens traditionsbevidste arbejder former sig som en
dialog imellem fortid og nutid. Klassikere "samples" med moderne formsprogselementer. Det viser sig bl.a. i hendes farve- og materialevalg. Formelle greb fra mode- og designverdenen sammenstilles med et mytologisk indhold, som refererer til antikken og renæssancen.
En af de figurer Raben Davidsen fortolker er
Odysseus' trofaste kone, Penelope, i Homers
Odysseen. Titlen på udstillingen henviser til det ligklæde, Penelope væver på om dagen og trevler op om natten - for at holde sine bejlere på afstand i Odysseus' fravær.
Et lignende element af distance og "on-going-process" findes i Raben Davidsens værker. Hendes visuelle fortolkninger har mange lag. De lader sig ikke fuldstændig udtømme for mening og referencer, men bevarer en rest af afstand og mystik.
Raben Davidsens moderne mytologiske univers balancerer gådefuldt imellem før og nu.
Værkerne virker velkendte og alligevel fremmede. De har en særegen tiltrækningskraft, som især skyldes dette ubestemmelige blandingsforhold.
Cathrine Raben Davidsen tog afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2003.
Samme år viste hun udstillingen PEN PENCIL POISON på Horsens Kunstmuseum. I foråret 2006 har hun separatudstilling på
Vestsjællands Kunstmuseum og senere på året deltager hun i gruppeudstilling på Sophienholm.
I forbindelse med PENELOPES WEB i Martin Asbæk Projects udgives en bog.