Asbæk logo
COLONEL / Thierry Geoffroy

COLONEL / Thierry Geoffroy



23. november 2007 – 19. januar 2008


Fra COLONEL/Thierry Geoffroys udstilling på P.S.1 MoMa, New York


Galerie Asbæk kan med glæde præsentere en udstilling af COLONEL / Thierry Geoffroy (f. 1961), der viser den danskfranske kunstner fra en helt ny side. Han vil nemlig forsøge at blive A Great Painter. Men hvad vil det sige?

COLONEL har taget udgangspunkt i galleriets særlige historie og kontekst. Asbæk har siden etableringen i 1975 præsenteret flere generationer af danske og internationale malere.

I udstillingen undersøger han maleriets status og stiller spørgsmålstegn ved begrebet maleri såvel som malerens sociale rolle. Er maleren blot en dekoratør? Eller har han/hun nogen som helst indflydelse på transformationer i samfundet. Med andre ord: har maleren magt?

COLONEL udforsker både maleriets symbolske kvaliteter, og mediets evne til at svare hurtigt på dysfunktioner i verden såsom propaganda.

I løbet af 2007 har COLONEL / Thierry Geoffroy haft succesfulde udstillinger på P.S.1 MoMA i New York og Venedig Biennalen. Han har udviklet to essentielle kunstformater sammen med et hold af internationale kunstnere: "Emergency Room" og "The Biennalist".

Tilbage i København forsøger han at bringe noget af hurtigheden, reaktionen og den politiske aktualitet fra "Emergency-konceptet" ind i en mere klassisk gallerisammenhæng. "Emergency Room" er et kollektivt udstillingsformat, der konstant udvikler sig, idet deltagerne laver værker, der lynhurtigt reagerer på alvorlige situationer, som opstår nu og her.

"The Race", 2000-07, C-print, ink jet pigment print, 110 x 162 cm.

I Galerie Asbæk vil COLONEL indrette et kunstner-rekrutteringscenter, hvor han søger kunstnere, der kan udpege dysfunktioner hurtigere end deres egen skygge. Det tilfører udstillingen et element af uforudsigelighed, da den udvikler sig undervejs og til stadighed er i live.

Gennem årene har COLONEL / Thierry Geoffroy arbejdet i mange forskellige medier. For ham er et galleri blot endnu et medie eller en kommunikationskanal, der vækker nogle specifikke forventninger hos publikum, man som kunstner kan vælge at forholde sig aktivt og reflekterende til. Derfor præsenterer han sine "RETARD" malerier, men blander dem med andre typer af værker skabt eksempelvis til "la toile", hvor han har brugt Google som et offentligt rum, han intervenerer i.

Mange vil kende ham fra tv-programmer lavet til DR2, hvor COLONEL konfronterer dansk kultur - i rollen som fransk turist og aktiv immigrant i Danmark.

online-katalog fra udstillingen

Find mere information her!


Dansk version English version

 
 Kunstnere
 Udstillinger
Tidligere udstillinger
 Info
 Udsmykninger


TOP