Asbæk logo
Berta Fischer

Berta Fischer
13. januar - 25. februar 2006
www.maprojects.dk

akrylglas, 35 x 50 x 60 cm., 2005

Martin Asbæk Projects har fornøjelsen af at præsentere hele to separatudstillinger i januar. Udover Cathrine Raben Davidsen udstiller også den tyske kunstner Berta Fischer.

I kælderetagen, hvor Martin Asbæk Projects sædvanligvis holder til, viser Berta Fischer (f. 1973) skulpturer, der har en bemærkelsesværdig lethed over sig.

Hendes repertoire af kompositioner er stort og samtidig meget enkelt. Materialerne er syntetiske, men formerne naturlige på deres egen ukonventionelle facon.

Der er et uhøjtideligt nærvær i Berta Fischers tilsyneladende intuitive måde at formgive på. Hun maler f.eks. monokromt med sølvspray på store stykker PVC-folie, der ophænges som en art tynde vægge - uprætentiøst i rummet.

Flere af hendes skulpturer har en transparent karakter, og farverne er ofte selvlysende, så værket nærmest oplyser rummet, det er placeret i. Det gælder også Fischers krussedulleagtige skulpturer af akrylstave, der fremstår som fritsvævende, lysende strukturer i rummet.

De uordentlige knuder har en æstetisk selvfølgelighed over sig. Akrylstavene er bøjet og samlet i vilkårlige forbindelser, der vidner om Fischers konkrete arbejde med materialet - spontane beslutninger om retning og bevægelse. Formgivningsprocessen synes på den måde blotlagt i værket.

Berta Fischers arbejder er forbundet med den type abstraktion, som er optaget af tanken om, i poetisk forstand, at reducere værket til summen af materiale og form. Hos Fischer bliver det til værker, der er fulde af nærvær. Hvor lyset og bevægelsen er i centrum.

Udstillingen i Martin Asbæk Projects er Berta Fischers første separatudstilling i Danmark. Hun bor og arbejder i Berlin. For nylig har hun udstillet på Frieze Art Fair i London og deltaget i udstillingen "Passion Beyond Reason" på det nye udstillingssted Wallstreet One i Berlin.


Dansk version English version

 
 Kunstnere
 Udstillinger
Tidligere udstillinger
 Info
 Udsmykninger


TOP